Niels Rudolfsen
At spille bordtennis er det bedste der findes
Niels Rudolfsen er æresmedlem i FBTK og ansvarlig for klubbens afdeling for spillere over 60 år. Han elsker at spille bordtennis og har store ambitioner på klubbens vegne.
Af Taus Bøytler
Jeg har altid kunnet lide at spille bordtennis. Det ligger latent til mig, siger Niels Rudolfsen og smiler. Jeg møder ham en formiddag i Mariendalshallen, hvor jeg har sat ham i stævne for at blive klogere på, hvem han er, og hvad bordtennis betyder for ham. Det har jeg, fordi han for ca. to år siden blev udnævnt som det første æresmedlem i Frederiksberg Bordtennisklubs historie.
Niels Rudolfsen er 77 år og gik for fire år siden på pension efter at have arbejdet i medie- og bureaubranchen i mange år, primært med salg og marketing. Interessen for bordtennis startede tidligt.
- Jeg begyndte at spille bordtennis som barn, da jeg kom på børnehjem. Jeg havde en uheldig opvækst og nogle forældre, der ikke kunne påtage sig deres opgave. På børnehjemmet blev jeg hurtigt glad for at spille bordtennis. Det faldt mig helt naturligt, siger Niels Rudolfsen.
Et godt miljø blandt 60+ spillerne
Siden da er det røget meget vand gennem åen, og Niels Rudolfsen er i dag ansvarlig for klubbens afdeling for spillere over 60 år – i daglig tale 60+.
- Folk i 60+ er glade for at spille. De trives i klubben, og de motiveres af at blive bedre og af at vinde medaljer. Flere træner fire gange om ugen. Det betyder meget for mig, at vi kan få opbygget nogle sociale relationer, fortæller æresmedlemmet og fortsætter:
- At spille bordtennis er noget af det bedste, der findes. Det er godt både fysisk, mentalt og for den kognitive del.
Store drømme
Niels Rudolfsen, der selv er tidligere formand for Frederiksberg Bordtennisklub, drømmer stort på klubbens vegne.
I dag er klubben meget driftsorienteret. Der bliver ikke tænkt så meget på udvikling. Jeg drømmer om, at klubben bliver et socialt fællesskab, hvor vi ikke kun spiller bordtennis, men hvor vi også kan mødes og diskutere litteratur og hjælpe og støtte hinanden. Hvor vi ser hinandens familier, eller hvor vi kan studere filosofi sammen, siger han og tilføjer, at han selv underviser i det sidste.
- På spørgsmålet om, hvad det betyder for Niels Rudolfsen, at han i sin tid blev udnævnt som æresmedlem lyder svaret: Det er jeg glad for. Det er et udtryk for, at man har været tilfreds med mit nærvær.