JUTLANDER BANK HÆDRET FOR DIGITAL INDSATS

Et vedholdende fokus på at lave digitale løsninger, der imødekommer kundernes behov, har sikret Jutlander Bank prisen som Årets Digitale Finansvirksomhed 2020.

En brugervenlig net- og mobilbank, beskedservice om aktiviteter på din konto, kommunikation i øjenhøjde og muligheden for at kontakte din rådgiver direkte – også uden for bankens åbningstid.

Det er bare nogle af de fordele, du får som kunde i Jutlander Bank, og som nu har sikret os titlen som Årets Digitale Finansvirksomhed 2020. En pris, som uddeles på baggrund af vurderinger fra flere tusinde kunder og eksperter, der har prøvet kræfter med vores digitale løsninger, heriblandt vores net- og mobilbank.

At vores netbank, hjemmeside og øvrige digitale løsninger bliver blåstemplet af kunder såvel som eksperter vækker glæde hos Per Sønderup, der er ordførende direktør i Jutlander Bank. For med gode digitale løsninger bliver kunderne mere selvhjulpne, og det frigør tid til den nærværende rådgivning og individuelle behovsafdækning, som vi gerne vil være kendt for i Jutlander Bank, forklarer han.

”Vi er utrolig stolte over at blive hædret for at lave digitale løsninger, som imødekommer kundernes behov. Ét af vores vigtigste fokusområder er at udvikle digitale kundeløsninger, som vores kunder synes er intuitive og nemme at anvende, og derfor glæder det os naturligvis, at dette arbejde bliver bemærket,” siger han.

Et todelt fokus
Arbejdet med at forbedre de digitale løsninger for kunderne skal ifølge Per Sønderup ses i lyset af vores ambition om at være Danmarks mest personlige og tilgængelige bank.

”I Jutlander Bank tror vi på, at gode digitale løsninger og den personlige rådgivning går hånd i hånd. Derfor er vi mindst lige så stolte over, at dette setup vækker begejstring blandt såvel kunder som eksperter. Det viser bare, at vores fokus med at være lige dele personlige og digitale er noget, kunderne efterspørger,” siger han.

En konklusion, der bliver bekræftet på anmeldelsessiden Trustpilot, hvor bankens kunder har tildelt os 4,6 ud af 5 mulige stjerner, og hvor der i kommentarsporet er en overvægt af tilkendegivelser som ”imødekommende”, ”nærværende” og ”ægte interesserede”.

Uvurderlig viden
At bankens kunder sætter pris på vores digitale løsninger og Jutlander Banks generelle tilgang til at drive bank er også noget, der vækker genklang lokalt. Det fortæller Rasmus Krog Madsen, der er forretningsudviklingschef i Jutlander Bank.

”Fra vores kunderådgivere hører vi, at vores kunder over en bred kam værdsætter at have en fast rådgiver, som kender dem og deres økonomi, og som er tilgængelige, når kunderne har brug for det – uanset tid og sted. At kunderne også mellem kundemøderne mærker os på en god måde, nemlig digitalt,” siger han.

En indsigt, som spiller en vigtig rolle i bankens fortsatte udvikling af digitale kundeløsninger. Blandt andet udviklingen af bankens nye og forbedrede net- og mobilbank, som forventes lanceret i 2021.

”Vi er meget optagede af hele tiden at forbedre vores digitale løsninger, så de imødekommer kundernes ønsker og behov. Derfor trækker vi i høj grad på indsigt fra vores kunderådgivere i vores produktudvikling, for rådgiverne er kundernes talerør, og vi spørger også jævnligt kunderne, hvad de efterspørger. En tilgang, som vi nu høster frugten af i kraft af den flotte anerkendelse,” siger Rasmus Krog Madsen.

Årets Digitale Finansvirksomhed 2020 uddeles af branchemediet FinansWatch og analysevirksomheden Wilke til finansvirksomheder, der er nået langt med den digitale udvikling. Jutlander Bank har modtaget prisen i kategorien mellemstore pengeinstitutter.