Fredag den 31/10/2025 kl. 12:30 mødtes vi, en gruppe bordtennisentusiaster fra FBTK, i terminal 2 i Københavns Lufthavn. Det var starten på en uges kombineret træning, afslapning, hygge og socialt samvær i en lille kystby på Spaniens østkyst.
Alle i vores gruppe kan naturligvis lide at spille bordtennis, men vi har samtidig den udfordring, at vi har Parkinsons sygdom. Læger og sundhedspersonale anbefaler blandt andet bordtennis, fysiske øvelser, sol og sund middelhavsmad og -drikke, som aktiviteter, der kan være med til at bremse sygdommens udvikling. Lige før sommerferien i 2025 besluttede vi derfor i vores gruppe, at vi ville forsøge at få stablet en rejse på benene, hvor vi kunne udøve nogle af disse aktiviteter. Vi fandt frem til, at i Calpe nær Alicante, ville der være gode muligheder for dette. Og vi blev bestemt ikke skuffede.
Vi landede i Alicante lufthavn i et par og tyve graders varme, en temperatur der holdt resten af ugen. Vi havde lagt et program, der indeholdt morgengymnastik i hotellets fitnessrum samt dagens første bordtenniskamp på hotellet. Vi havde desuden på forhånd lavet en aftale med en lokal bordtennisklub, hvor vi spillede nogle timer et par dage i løbet af ugen. En anden dag havde vi engageret en lokal yogainstruktør til at få os igennem diverse yin yoga positioner, og når vi havde lyst lokkede Middelhavet få meter fra hotellet til en svømmetur. Endelig fik vi selvfølgelig smagt på den gode Middelhavsdiæt, blandt andet den lokale paella, mange forskellige tapas, samt frisk fisk og skaldyr.
Efter en uges ophold skulle vi hjem igen, nu i lidt bedre form og opfyldt af gode oplevelser samt et bedre kendskab til hinanden. Så vi snakker allerede nu om hvor og hvornår vi skal afsted igen. 😊
Vi har haft stor succes med at repræsentere FBTK, ikke mindst fordi vi kunne vise vores nye sponsorerede trøjer frem og derved bedre kunne repræsentere den klub vi kommer fra. Samtidig har vi været glade for, med de nye trøjer, at have den mulighed det har været at starte en snak om hvem vi er og vores historie.
Så lad dette være en opfordring til Klubbens ledelse: støt gerne også med mindre sponsorater, det kan have stor betydning også udad til.


